Schweiss spor  
Schweissspor eller vildtspor
 
Schweissarbejdet startedes i Tyskland, og derfra kommer de fleste af de fagudtryk, som anvendes i dag.
Schweissarbejdet er at opspore anskudt vildt, så det hurtigst muligt kan blive humant aflivet.
Ved indlæring går hunden på et kunstigt blodspor af en vis længde og alder.  For enden af sporet lægges et stykke skind eller lignende fra råvildt.
Efter nogen træning på lette og korte spor, øger du sværhedsgraden i takt med din hunds formåen. Kommer du ind i en dårlig periode, så hold en pause, eller vend tilbage til de korte og lette spor.
Husk altid at lægge spor i medvind; lægger du spor i modvind, risikerer du, at hunden tager færten i luften fremfor på jorden, og lægger du i sidevind, er hunden mere tilbøjelig til at gå med vinden på sporet, da færten flytter sig.
 
De fleste hunde nyder at gå spor, de får brugt deres hjerne og er som regel forholdsvis trætte efter sportræning/prøve.
For hundeføreren er det en udfordring at lægge sporene, lære at læse sin hund og få tilrettelagt træningen, så hunden synes, det er sjovt.
 
Generelt lægger man spor til sin hund 1 gang om ugen, og hellere mindre end hyppigere, da dette skærper hundens appetit for at gå spor.
 
Om du vælger sporsele eller halsbånd, er op til dig selv, med hensyn til line kan det anbefales at købe en rund sporline ca 10 m lang. Den har lettere ved at glide i skovbunden og omkring småtræer og stammer.
 
Nedenstående er links til forskellige steder, hvor der er information om prøver og træning.
 www.dansk-retriever-klub.dk for at se prøver i DRK regi
www.dansk-kennel-klub.dk for at se prøver i DKK regi
www.spidshundeklubben.dk for at se prøver i Dansk Spidshundeklub
www.beagleclub.dk for at se prøver i Dansk Beagle klub
www.ruhaar.dk for at se prøver i Dansk Ruhårsklub
 
For at blive Dansk Vildtsporschampion (DKVSCH) skal du have følgende:
1.pr. i begynderklasse 400m/3timer, eller bestået svensk/norsk anlægsklasse 600 m.
1.pr. i åben klasse 400m/20timer
3 x1.pr. i championatsklasse 1000m/20t hos 2 forskellige dommere, som skal opnåes i mindst 2 forskellige kalenderår. Desuden skal du have minimum en 2.præmie på en FCI udstilling, efter hunden er fyldt 2 år.
 
Man kan også tage til Sverige og Norge, og der kan man selv planlægge nogle af sine prøver, idet der afholdes prøver året rundt. Det foregår, ved at man sender/mailer en tilmelding til den vildtsporansvarlige i regionen. www.ssrk.se for at komme til SSRK, eller en anden specialklub, hvor man vil gå spor.
Vedkommende mailer tilbage med et dommernavn og et telefonnummer. Denne kontakter man og aftaler tid, sted og dato. Dette kaldes en rørlig prøve (rörligt prov, i Norge: bevegelig prøve).
Planlagte prøver kaldes for ordinær prøve (ordinarie prov - i Norge: fast prøve). Der tilmelder du ligesom i DK.
 
For at blive Svensk Viltspårchampion (SVCH) kræves der:
at hunden godkendes i begynderklasse, dvs.
anlägsklasse: 600m/2-5 timer gammel spor. Eller har en 1.præmie på dansk 400m/3 timer prøve.
Derefter skal du have 3 x 1. præmier i åben klasse (öppen klass) 600m/20t med 2 forskellige dommere, og den ene skal være fra en ordinär prøve. I Sverige er der ikke længere noget krav om udstillingspræmiering. For at opnå titlen i Norge (NVCH), skal hunden have min. 2 x 2.pr. på udstilling. Har en hund opnået vildtsporschampionat i ét nordisk land, behøver den ”kun” at opnå 1 x 1.pr. i højeste klasse i et andet nordisk land for at få vildtsporschampionat i det pågældende land.
Bliver man champion i et nordisk land og ønsker et diplom for den flotte bedrift, skal man søge det pågældende lands kennelklub.
 
For at deltage i rigtige eftersøgninger med sin hund, skal man være optaget i schweisshunde-registret.
For at blive dette skal hundeføreren have jagttegn og være en erfaren jæger. Hunden skal have bestået forskellige prøver, og til sidst kan man så ansøge om at blive registreret.
Dette beslutter schweisshundeudvalget. Reglerne er fastsat af Skov- og Naturstyrelsen.
 Red. 3/2/2010
 
Chesapeake Bay Retriever
Professionelle hjemmesider fra GoSystems
Forsiden / Aktiviteter / Schweiss spor